Vejen er banet for, at 4.000 danskere nu kan få nye vinduer og tag med statstilskud. Her ti dage efter regeringens renoveringspulje blev skudt i gang, har 4.000 fået ja til støtte. Dermed er der sat gang i byggeprojekter for mindst 175 millioner kroner i alt.
Henning Steensig, der er vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen, forklarer, at grunden til, at der kun er givet tilsagn om støtte til 4.000, er, at der har skullet bruges en del kræfter på oplæring af de 50 nye medarbejdere, men at de nu er ved at være kørt ind i systemerne.
"Det betyder, at der bliver behandlet betydeligt flere ansøgninger end i de første dage, og vi regner med, at produktiviteten øges yderligere i den kommende tid," siger han.
I alt har omkring 105.000 byggelystne danskere søgt om tilskud, men puljen på 1,5 milliarder kroner er fortsat åben for ansøgninger, så man kan nå endnu. I gennemsnit har ansøgerne fået 14.000 kroner fra renoveringspuljen, og der er foreløbig givet støtte for i alt omkring 57 millioner kroner.
Skal du nå at få støtte, så kan der søges på hjemmesiden www.boligforbedringer.dk.