Randers æder langsomt ind på klubberne over stregen i Superligaen. Med gårsdagens 3-1 sejr over Silkeborg er holdet kun to point fra Sønderjyske, som ligger på den gode side af nedrykningsstregen.
Derfor ser Randers-spillerne en reel mulighed for at undgå nedrykning. De holder dog fast i, at truppen hele tiden har troet på overlevelse. Alligevel er det kommet bag på dem, at de er rykket så tæt på konkurrenterne, da der stadig er de seks spillerunder tilbage.
"Vi troede ikke, at vi allerede ville være så tæt på. Vi kan ikke gøre noget ved Sønderjyskes resultater, men vi vinder vores egne kampe for tiden," siger Randers-angriberen Mikkel Beckmann til DR Sporten.
Han scorede selv et af målene mod Silkeborg i kampens sidste minutter.
"Sådan nogle ting var helt sikkert ikke lykkedes i efteråret. Det var slet ikke meningen, jeg skulle drible uden om så mange, og pludselig lykkes det hele bare," siger han.
Randers-optimismen er også at finde hos forsvarsspilleren Anders Egholm. Han har været med siden vintersæsonen og har endnu ikke tabt en kamp med truppen.
"Vi spiller med en utrolig selvtillid. Det kommer selvfølgelig af de mange sejre, men vi er også trygge på banen, for alle ved, hvad de skal," siger han.