Justin Bieber vækker glæde som teenageidol, når han prædiker afholdenhed, men han ville vist gøre sig dårligt som en uddannelsesmodel for ungdommen.
Det sørgede den unge canadiske sangstjerne selv for at demonstrere, da han var gæst på det berømte Late Show med David Letterman forleden og fik rodet godt rundt i verdensgeografien.
Da den 17-årige superstjerne fortalte, at han havde været på de fleste kontinenter, forlangte Letterman straks at vide, hvad kontinenterne i det hele taget hedder.
"Asien, Nordamerika, Sydamerika," lirede Bieber nogenlunde selvsikkert af som svar og fortsatte derefter med Antarktis og Afrika. Men derfra knækkede filmen for den berejste teenager.
"Og Nordpolen?" spurgte han tøvende og grinede og rystede på hovedet.
"Du klarer dig virkelig godt. Der mangler to til, to virkelige nemme. Du har taget alle de svære," forsøgte David Letterman at opmuntre.
"Canada!" udbrød Justin Bieber efterfølgende, men blev trods et stort latterbrøl fra publikum irettesat af Letterman.
"Kom nu, du har været begge steder."
"Øh... Australien! Og... den.. sidste er ....." hakkede Bieber, inden Letterman kom ham til hjælp.
"Jeg giver dig et par lande... Frankrig...," hjalp Letterman, før tiøren faldt for teenageren, som til stor jubel kunne benævne Europa som det sidste, oversete kontinent.