Det var ikke uden grund, at tusindvis af danske fans i sidste måned var så ivrige efter at sikre sig adgang til at opleve Prince, at Billetnet endnu en gang bukkede under for presset.
Det er nemlig en verdensstjerne i absolut topform, der i aften byder hele Forum op til dans.
Mandag spillede den lille musikforfører i Bergen, og det er et samlet korps af begejstrede norske anmeldere, der sender Prince af sted til Danmark.
Med seks stjerner høster den amerikanske sanger maksimumpoint i avisen VG, hvor han også får flotte ord med på vejen.
"Det var, i mangel af et bedre ord, helt fantastisk," skriver avisens anmelder og tilføjer:
"At han nu hovedsageligt spiller gamle hits, trives han lige så godt med som publikum."
Koncerten i Norge bød på velfremførte klassikere som Cream, Purple Rain, Sometimes it snows in April og en cover-version af Bridge over troubled water.
Også i Dagbladet får den alsidige kunstner de maksimale seks stjerner ud af anstrengelser i en anmeldelse, der præsenteres under overskriften "To timer i pophimlen."
Koncerten i Bergen varede to timer og et kvarter og bød på 28 numre.