Det så voldsomt ud, da hollandske Johnny Hoogerland styrtede på 9. etape af Tour de France. Han kørte med 60-65 km i timen, da en bil kørte ind i ham. Cyklisten slog en saltomortale i luften og landede i et pigtrådshegn, som rev både bukser og hud op.
Da cyklisten kom i mål havde han overskud til at snakke med medierne, men blev hurtigt overvældet af følelser, skriver cyclingnews.com
"Det er meget følelsesladet. Man er foran i Tour de France, man vinder bjergtrøjen, og jeg ville forsøge at vinde etapen, men så bliver man elimineret på sådan en dum måde," sagde den skuffede cykelrytter til cyclingnews.com.
Helt elimineret blev Hoogerland dog ikke. Det lykkedes ham at komme i mål 16.44 minutter efter det udbrud, han havde været en del af før ulykken. Hoogerland håber, at han bliver i stand til at forsvare den prikkede bjergtrøje, og ellers priser han sig lykkelig over, at det ikke endte værre.
"Jeg har fået nogle forfærdelige sår, men jeg tror, de snart vil blive bedre. Jeg er i live," sagde den forsigtigt optimistiske klatrer.
Hoogerland er ikke bitter på bilisten, som kørte ind i ham.
"Det er måske en skandale, men jeg tror ikke, de gjorde det med vilje. Man kan blive vred, men jeg tror ikke, de gjorde det med vilje."
Kilde: cyclingnews.com