Efter flere års stridigheder er EU natten til torsdag blevet enige om en historisk ny fiskerireform.
Reformen betyder blandt andet et fuldt stop for udsmid af fisk i hele EU-området startende fra 2015. Reformen er et stort skridt for bæredygtigt fiskeri i Europa, lyder det fra fødevareminister Mette Gjerskov.
- Det her en historisk aftale og et kvantespring for bæredygtigt fiskeri og jeg tror faktisk at meget få havde troet på det her for blot få år siden, så jeg synes der er grund til at være meget glad på fiskeriet og havmiljøets vegne, siger hun.
Tidligere blev mellem 15 og 40 procent af de fangede fisk smidt ud. Derfor er reformen, som nu skal sætte en stopper for et enormt ressourcespild, en stor sejr for den danske indsats, siger ministeren.
- Det afgørende skridt hen imod et forbud mod at smide gode spisefisk overbord blev taget under det danske formandskab i 2012. Dette her er resultatet af flere års målrettet dansk indsats for et mere bæredygtigt fiskeri med mindre ressourcespild, siger hun.
Ud over forbuddet mod fiskeudsmid vil reformen også gøre fiskerikvoterne mere bæredygtige.
Danmark er blandt EU's største fiskerinationer og står sammen med Spanien, Storbritannien og Frankrig for over halvdelen af fiskeriet i EU.
/ritzau/