For mange en det en fast del af søndagens rutiner at tænde for P4 og lytte til underholdningsprogrammet Giro 413, hvor Margaret Lindhardt læser lytternes ønsker og varme hilsner op.
Men det er slut fra nytår af, da hun nu er blevet fyret, skriver DRs interne medie DRinde.
"Mit problem er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare, når folk spørger mig, hvorfor jeg stopper. For det sker ikke efter mit ønske, og det sker uden at nogen har været i stand til at give mig en forklaring på, hvad årsagen er," siger Margaret Lindhardt til DRinde.
Fyringen kommer angiveligt på grund af en modernisering af Giro 413, og fordi programmet skal flyttes fra én afdeling i DR til en anden. Giro 413 skal fremover produceres af DR Sjælland i Næstved.
"Selvfølgelig skal vi løbende modernisere vores programmer og holde dem friske. Til det hører, at vi skifter værter med jævne mellemrum, så vi får en ny lyd og ny følelse ind i programmet," siger radiochef Tor Arnbjørn.
Han forsikrer dog, at Margaret Lindhardt fortsat vil være at finde ved mikrofonen hos DR, hvis man lytter til DAB-radioens P5.
Kilde: DR