Begge Schleck-brødrene var med helt fremme i forårsklassikeren Liegé-Bastogne-Liegé. Men efter 255 kilometer på belgiske brosten og landeveje, så måtte Schleck-brødrene indse, at øjeblikkets mest formstærke rytter Phillippe Gilbert endnu en gang var alt for stærk, da han kørte først over stregen i Liegé .
Schleck-brødrene prøvede ellers at fange Gilbert i en sandwich på dagens sidste stigning, Saint-Nicolas. Men Gilbert lukkede hullet og tog selv teten med et uimodståeligt angreb, der i første omgang satte Andy Schleck af. De tre blev dog samlet inden mål, men her viste belgieren sig igen som den stærkeste og satte brødrene med flere længder i spurten.
Dermed gjorde Philippe Gilbert rent bord i de tre Ardennerklassikere, da han tidligere på ugen vandt Amstel Gold Race og Flèshe Wallone.
Chris Anker Sørensen blev bedste dansker, da han kom i mål på en sjette-plads mindre end et halvt minut efter vinderen. Dermed tegnede Chris Anker Sørensen sig for den bedste danske placering i Liegé-Bastogne-Liegé side Rolf Sørensen vandt i 1993.