Faren kommer ikke kun fra det vand, der har oversvømmet store dele af det australske Queensland-område.
For midt i havet af oversvømmelser står husene flere steder tilbage som de eneste tilnærmelsesvist tørre tilflugtssteder. Og det benytter de giftige australske slanger sig af. Det skriver avisen The Australian.
Til stor fare for beboerne søger krybet i stor stil ind i husene, advarer myndighederne.
Faren fra det giftige kryb har nu fået sundhedsmyndighederne til at fragte modgift til området, hvor vejene til og fra byen Rockhampton med sine 75.000 indbyggere er fuldstændig begravet af vand. Modgiften er derfor blevet fløjet ind med helikopter.
En beboer i en forstad til byen beretter til den australske avis, at han i den seneste uge dagligt er stødt på 15 slanger.
Også giftige edderkopper frygtes at søge ly for vandmasserne i folks huse, ligesom flodvandet rummer et stort antal alligatorer.
Mandag krævede de massive oversvømmelser deres 10. dødsoffer, da en mand forgæves forsøgte at køre på en vej, der stod under vand.
Kilde: The Australian