Kvinder har mindre lyst til sex, når de er blevet gift, og hvis der også er børn inde i billedet, falder lysten yderligere. En stor dansk undersøgelse, publiceret i The Journal of Sexual Medicine viser, at ægteskab og børn mere end halverer kvindernes sexlyst, skriver Politiken.
Ifølge undersøgelsen er det kun 24 procent af kvinderne med to børn eller flere, der svarer, at de »ofte« har lyst til sex, og kun hos kvindelige pensionister er lysten til sex lavere.
Psykiater Lene Eplov, der er en af forskerene bag undersøgelsen, mener, at den manglende lyst til sex kan hænge sammen med at kvinder er stressede i hjemmet, fordi de står for det meste af husarbejdet og derfor mangler overskud.
Sexolog Joan Ørting mener, at kvinderne bør blive bedre til at tage initiativet og sætte tid af til sex:
»Man bliver nødt til nogle gange at lægge det ind i skemaet, lidt ligesom man gør med aftenskolekurser og sport, selv om det strider imod alt det der med, at erotik skal være spontant. Det er en myte, for det var det heller ikke, da vi mødte hinanden. Der lavede vi også aftaler om at mødes om torsdagen. Man skal holde kæresteaften og afsætte børnene hos mormor og morfar. Vi tror, at sex skal ske af sig selv, for det gjorde det, da vi var 18,« siger hun til Politiken.