Det amerikanske kongres-medlem Gabrielle Giffords, der for 12 dage siden blev skudt i hovedet i Tucson, Arizona, er nu så meget i bedring, at hun kan stå med hjælp fra pårørende.
Samtidig er Giffords kommet sig så meget, at hun i kørestol kan nyde udsigten fra vinduet på hospitalet.
Lægerne forventer, at hun - højst sandsynligt i morgen, fredag - kan forlade hospitalet i Tucson og i stedet blive overført til et rehabiliteringscenter, der skal hjælpe hende med blandt andet genoptræning.
Giffords blev skudt 8. januar, da hun afholdt et vælgermøde foran et supermarked i Tucson. Her angreb en 22-årig mand forsamlingen med en pistol. Han dræbte seks mennesker og sårede 13 - heriblandt kongres-medlemmet.
Jared Lee Loughner, som gerningsmanden hedder, er tiltalt for drab og drabsforsøg. Han vil blive fremstillet for retten i Phoenix på mandag.
Kilde: CNN