Det danske designikon Georg Jensen er blevet solgt til Investcorp, som er en gruppe af investorer, der hører hjemme i Bahrain.
Det skriver Financial Times. Købsprisen er 140 millioner dollar svarende til over 800 millioner kroner.
Sælgerne er den danske kapitalfond Axel, der i 2001 købte sig ind i virksomheden. Axel ejede 70 procent af Georg Jensen.
Georg Jensen var sølvsmed, skulptør og designer. Og han startede sin virksomhed i København i 1904.
Og Georg Jensens kendetegn blev hurtigt et godt håndværk og en enestående kvalitet.
Virksomheden står bag mange kendte danske designikoner - og har produceret sølvtøj, smykker, ure, living-produkter samt jule- og påskepynt.
Ifølge Axel har Georg Jensen i dag over 100 egne butikker over hele verden.
Virksomheden producerer guld- og sølvsmykker på sin egen fabrik i Chiang Mai i det nordlige Thailand.
Samtidig er der også dansk produktion på sølvsmedjen på Frederiksberg samt en fabrik i Hjørring, der producerer jule- og påskepynt.
Georg Jensen omsatte sidste år for 847 millioner kroner.