Hun har haft et langt liv i rampelyset med op- og nedture.
Nu kan Sanne Salomonsen, 54-årig rockmama og institution i dansk musik, se tilbage på et indbringende år i showbusiness.
Hendes eget selskab 'Sanne Salomonsen Ltd. ApS' har netop afleveret sit regnskab, og det viser en stærkt forbedret bundlinje, som praler af fire millioner i bruttofortjeneste. Det beløber sig til en femdobling i forhold til året før, skriver B.T.
Dermed ligner det et total genopstandelse for den folkekære poprock-sangerinde, som fik en blodprop i hjernen i 2006 og blev lam i den ene arm og ene halvdel af ansigtet. Siden hen blev hun ramt af en ti måneder lang depression.
Men så gennemgik hun en intens genoptræning og kæmpede sig tilbage til livet og scenen med comeback-albummet 'Unico' fra sidste år.