Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Generation Grøn projektet
Generation Grøn er 68 skoleelever fra Langhøjskolen i Hvidovre, som sammen med frivillige studerende fra Klimaambassaden, skal udvikle kreative oplevelseskoncepter, der kan forandre borgernes affalds- og ressourceforståelse på en positiv måde. I uge 12 deltager eleverne i et innovationsforløb, som bringer dem til Kvickly Hvidovre, Arken i Ishøj og det nye Avedøre bibliotek. På Arken skal de bl.a. inspireres af den farvestrålende østrigske multikunstner Hundertwasser. Projektet tager udgangspunkt i to aktuelle samfundsudfordringer; regeringens affaldsstrategi "Danmark uden affald" og den nye folkeskolereform.
Et tværgående samarbejde
Generation Grøn er et samarbejde mellem Vestegnens Kulturinvesteringsråd, Aalborg Universitet/ INCEVIDA, Concito/Klimaambassaden, HvidovreBibliotekerne, InnovationsLab Hvidovre, ARKEN, Hvidovre By- og Teknisk Forvaltning, samt COOP/Kvickly.
Vestegnens Kulturlaboratorium
Generation Grøn er et pilotprojekt til det treårige udviklingsprojekt "Øresunds Kultur-laboratorium", der skal skabe regional kulturvækst. Vestegnens Kulturlaboratorium indgår som den danske del af projektet. Øresunds Kulturlaboratorium forventes at starte op i foråret 2015.
Vestegnens Kulturinvesteringsråd. Består af syv borgmestre fra Albertslund, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. Rådet har til formål at investere kulturen i en profilering og udvikling af Vestegnen via et fokuseret og sammenhængende kultursamarbejde, så egnen gøres mere attraktivt for både lokale og udefrakommende og skaber vækst, liv og turisme.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.