I går så fremtiden mørk og kedelig ud for Alex Rasmussen, som forventede at blive suspenderet fra cykelsporten, fordi han tre gange har glemt at orientere den Internationale Cykle Union om, hvor han befandt sig.
Men Dansk Idrætsforbunds Dopingnævn har nu frikendt den danske stjernerytter, som efter to måneders usikkerhed kan træde direkte tilbage på Garmin-Cervelo, som har støttet cykelrytteren gennem hele forløbet.
Frikendelsen falder godt i hak med det amerikanske holds planer for Alex Rasmussen, fortæller sportsdirektør Johnny Weltz til sporten.dk.
"Vi har udset ham en ganske betydelig rolle. Derfor er det absolut godt. Vi havde kalkuleret med ham i Giroen, men var ikke sikre på, at han kunne køre," siger Johnny Weltz til spn.dk.
Han understreger samtidig, at Garmin -Cervelo har stået bag Alex Rasmussen under hele processen.
"Vores manager, Jonathan Vaughters, har hele tiden været åben omkring det. Han har på ingen måde forsøgt at slippe ud af aftalen med Alex, selvom han godt kunne. Det har han slet ikke været interesseret i," siger Johnny Weltz.
Kilde: spn.dk