Der var ægte gangsterattitude i luften, da den amerikanske rapper 'The Game' torsdag aften trådte ind på Remees klub Zen på Nørregade i København.
Det skriver Ekstra Bladet.
'The Game', hvis pas siger Jayceon Taylor, indtog klubben med et følge på 50 personer samt et hold sikkerhedsvagter og blev installeret i klubbens VIP-afdeling.
Men da nysgerrige kvinder og andre fans begyndte at henvende sig, blev hans vagter ekstremt aggressive og kylede gæsterne væk på voldsom manér.
"Pludselig kom der en blødende mand vaklende. Jeg fik blod på skjorten, og et bord væltede, og det hele var et kaos," fortæller en gæst, der kom væk i en fart, da balladen eskalerede, til Ekstra Bladet.
Medejer af Zen, Adam Falbert, bekræfter over for Ekstra Bladet, at rapperens følge gik hårdhændet til værks.
"Vi har kendskab til én episode torsdag aften, hvor 'The Games' vagter var hårdhændende og aggressive over for de gæster, der henvendte sig til ham og skubbede dem væk på en meget aggressiv og udansk måde. Vores sikkerhedsvagter måtte sætte dem på plads, og fortælle dem, at hvis de skulle være på vores klub, måtte de dæmpe sig," siger Adam Falbert til Ekstra Bladet.
Kilde: Ekstra Bladet