Skotske Susan Boyle har taget Storbritannien og det meste af verden med storm , efter hun optrådte i talentshowet 'Britain's Got Talent'. Nu står filmproducenter fra hele verden i kø for at få lov til at lave en film med sangstjernen.
Ifølge TopNews har Susan Boyle, der i øvrigt aldrig har kysset en mand, allerede fået filmtilbud fra Japan, Rusland, Brasilien, Polen og USA, men hendes mentor Simon Cowell, der står bag talentshowet, har ikke i sinde at lade de mange producenter komme til.
"Simon kan se et stort forretningspotentiale i Susan. Han ser ikke kun mulighed for albumudgivelser, men også film og forskellige produkter," siger en kilde tæt på Simon Cowell ifølge TopNews.
Kilden mener derfor, at Simon Cowell vil producere filmen om Susan Boyle via sit eget produktionsselskab Syco.
"Simon ønsker, at filmen skal handle om 'Britain's Got Talent' frem for om Susans liv. Filmen skal følge hendes drøm om at komme med i showet og selvfølgelig ende med, at hun vinder," forklarer kilden.