Ritzau
Opdateret kl. 13:00
Tirsdag lidt over middag er der blevet fundet en gammel håndgranat i et gammelt hus i Storvorde øst for Aalborg i Nordjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Håndgranaten blev fundet under nedbrydningen af et gammelt hus på Vestergade 10, hvor man også fandt ammunition.
- Det er nogle nedbrydningsarbejdere, der finder noget, der ligner en håndgranat, og det har ammunitionsrydningstjenesten vurderet, at det er, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Michael Elkjær.
Klokken lidt over 12 oplyser politiet, at man er på stedet, og at ammunitionsrydningstjenesten er på vej. Michael Elkjær oplyser, at tjenesten kan være på stedet ved 14-tiden.
Politiet har afspærret Vestergade fra Gadekærsvej i begge ender.
- Man har vurderet, at det kan være farligt, og det er også derfor, at der er en sikkerhedsafstand, der gør, at politiet har afspærret, siger Michael Elkjær.
Ifølge Nordjyllands Politi forventer man, at granaten er fjernet klokken 14.30.
/ritzau/