Peter Gade er klar til kvartfinalen i VM i badminton efter en overbevisende sejr over Yan Kit Chan fra Hongkong. Gade gjorde kort proces og vandt 21-11, 21-13.
"Selv om cifrene siger, at jeg vandt stort, så var det stadig en hård kamp, og han spillede rigtig godt i perioder. Men sådan er det med ham. Han kan spille to fantastiske bolde i træk, og så laver han måske tre-fire fejl. Selv om det var hårdt i perioder af kampen, så sad jeg på ham, og jeg holdt presset på ham hele tiden," siger Peter Gade ifølge sporten.dk
Men i næste runde venter Gades evige ærkerival, den kinesiske OL-guld vinder, Lin Dan. Og hér er den 32-årige dansker underdog.
"Det bliver en kamp, hvor han er favorit, men alt presset er på ham. Han skal vinde, og han vil ikke tabe til en gammel herre som mig, så jeg har alt at spille for. Jeg er godt forberedt, og forhåbentlig kan jeg lægge pres på ham, og så må vi se, hvor kampen tager os hen," siger han.
På fredag bliver det afgjort, om der skal være dansk deltagelse i semifinalerne.
Også mixeddoublerne Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen og Thomas Laybourn/Kamilla Rytter Juhl er videre til kvartfinalerne.