Forsvarsminister Søren Gade(V) vil ikke udelukke, at der skal flere danske marinesoldater og skibe til at bekæmpe pirater udfor Afrikas Horn.
"Jeg kan ikke afvise, at der skal flere danske soldater til Afrikas Horn. Lige nu har vi jo faktisk et af de største skibe dernede. Og det tror jeg, vi kommer til at se igen - for hvis er der nogen, som har en interesse i frit farvand, så er det os. De danske rederier står nemlig for ti procent af verdenshandlen," siger Søren Gade til Nyhedsbureauet Newspaq.
Samtidig minder Søren Gade om, at Danmark med skibet Absalon lige nu leder den internationale indsats mod piraterne, og det vil fortsætte ind i det nye år.
Udmeldingen fra forsvarsminister kommer efter, Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen onsdag kaldte på en større dansk militær indsats over for de hovedsagligt somaliske pirater.
I første omgang vil ministeren dog se de internationale initiativer an, som lige nu er undervejs.
"Der er brug for at hele verdenssamfundet støtter op, for der er brug for flere skibe i området. EU starter derfor nu en mission i området. Men der må vi desværre stå uden for pga. vores forsvarsforbehold," lyder det fra forsvarsministeren.
Socialdemokraterne støtter ikke, at Danmark yder et større bidrag til bekæmpelsen af pirater.
"Vi er et lille land, så vi gør allerede vores," siger tidligere udenrigsminister, Mogens Lykketoft, til Newspaq.