Udslippet af CO2 skal reduceres med 80 procent inden år 2050.
Det er det klare budskab fra G8-landene, som også er nået frem til, at temperaturstigningen skal begrænses til blot to grader, og at der til september skal kigges nærmere på finansieringen.
Sveriges statsminister og EU-formand, Frederik Reinfeldt har kunnet præsentere meldingen, og han glæder sig over, at USA er med i aftalen om de to grader, skriver Reuters.
Dette mål var der allerede stemning for blandt EU-landene, som mener, det hænger nøje sammen med begrænsninger i CO2-udslippet.
G20-landene skal mødes i Pittsburgh til september, og det er ved denne lejlighed, at finansieringen skal debatteres.
G8-landene er også kendt som verdens otte førende industrilande.
De har afholdt mødet i L'Aquila i Italien, hvor cirka 300 mennesker døde ved et jordskælv i april.
Nordkorea, fødevarepolitik og Iran er også på dagsordenen ved det tre dage lange møde.
Meldingen fra G8-mødet glæder den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen op til klimatopmødet i København.
"Det er i sig selv afgørende vigtigt, at de store industrilande signalerer, at de er villige til at gøre, hvad der er nødvendigt for at reducere udslippet," siger Lars Løkke Rasmussen til TV2