Fyringer på vej i taxabranchen

Det vil koste vækst og arbejdspladser at hæve den såkaldte lønsumsafgift, lyder det fra taxa- og dagbladsbranche.
Landets taxa-selskaber kan blive tvunget til fyringer og at sætte priserne op.
Landets taxa-selskaber kan blive tvunget til fyringer og at sætte priserne op. Foto: Colourbox

Ansatte i taxa- og dagbladsbranchen risikerer fyrresedler i den kommende tid.

Skurken er den såkaldte lønsumsafgift - en afgift, som stort set alle virksomheder med momsfri ydelser betaler som en procentdel af de samlede lønudgifter.

Regeringen planlæger nemlig at hæve lønsumsafgiften for de momsfritagede virksomheder med knap 1. procent.

Det koster både vækst og arbejdspladser, lyder advarslen, skriver Jyllands-Posten.

Direktør Trine Wollenberg i Dansk Taxi Råd, siger at regeringen sparker til en branche, der i forvejen ligger ned.

- En forhøjelse af lønsumsafgiften vil på ingen måde sætte skud i væksten. Tværtimod. Det kan meget vel medføre prisforhøjelser og afskedigelser, siger hun til Jyllands-Posten.

Forhøjelsen af lønsumsafgiften fra 3,08 til 4,06 procent betyder, at taxabranchen skal af med ca. 30 mio. kr. ekstra til statskassen.

Også i dagbladsbranchen frygter man fyringer.

Formand for Danske Dagblades Forening, Ole Dall, håber, at regeringen "besinder sig".

- Det er slemt og alvorligt, fordi danske dagblade er inde i en alvorlig periode og ramt af finanskrisens eftervirkninger med masser af røde tal og voldsomme udfordringer, siger han til Jyllands-Posten.

Skatteminister Thor Möger Pedersen siger, at pengene fra den øgede lønsumsafgift skal være med til at finansiere regeringens prioriteringer inden for uddannelse, forskning og sundhed.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.