Årsagen til, at Peter Schmeichel ikke fortsætter som Champions League-vært på TV3+ efter denne sæson, er ikke, at han har valgt at søge nye udfordringer, som han ellers har forklaret. Årsagen er derimod, at han er blevet fyret, skriver sporten.dk.
Schmeichels personlighed har stået i vejen for et velfungerende samarbejde, siger flere unavngivne medarbejdere på TV3+ til sporten .dk.
"Han har jo et kæmpe ego og vil bestemme alt. Nogle er jo decideret skræmte bare ved hans tilstedeværelse," siger en, mens en anden beklikker hans evne som vært.
"Han udviklede sig da, men han er jo aldrig nået helt ind i hjerterne på folk," lyder det.
Ifølge sporten.dk's kilder, var det i sidste ende hovedsageligt to faktorer, der kostede Schmeichel jobbet: Hans manglende evner som vært og hans dominerende personlighed.
TV3+ vil dog ikke bekræfte historien over for sporten.dk.
"Vi har været meget glade for Peter Schmeichel, og han har været med til at lave nogle fantastiske udsendelser. Det her skal ikke ses som et fravalg af Peter Schmeichel, men som et tilvalg af noget andet, siger sportschef Peter Nørrelund til sporten.dk.
Schmeichels værtsrolle bliver overtaget af den mangeårige TV 2-vært Jes Dorph Petersen, mens både Brian Laudrup og Preben Elkjær bliver som medværter.
Kilde: sporten.dk