"Sagen bliver udlagt som en regnefejl, men den er selvfølgelig mere kompleks end som så."
Sådan siger den fyrede økonomidirektør i Helsingør Kommune, Torben Simony, efter at han i går eftermiddag fik overbragt den kedelige nyhed af kommunaldirektøren om, at han er tjenestefritaget med omgående virkning.
"Sagen ligger nu hos min organisation Djøf. Jeg har ikke fået nogen nærmere begrundelse, og når den kommer, vil jeg forholde mig til den," siger Torben Simony.
Helsingør Kommune skal i år og næste år betale knap 200 millioner kroner tilbage til staten i efterregulering.
Det pludselige hul i pengekassen, der blev opdaget i sidste uge, skyldes, at Helsingør Kommune for et par år siden valgte at benytte en særlig selvbudgetteringsmodel, der betød, at kommunen modtog alle skatteindtægter og indtægter fra udligning og bloktilskud ud fra budgettet.
Beløbene blev først reguleret på baggrund af de faktiske tal flere år efter, men her glemte man at budgettere med udgifter til efterreguleringen.
Det kunne have været undgået, hvis kommunen havde valgt en statsgaranteret budgetteringsmodel frem for selvbudgetteringsmodellen.
"Hvis man havde valgt en statsgaranti i 2007, havde han ikke fået en efterregulering, men man gjorde det dengang, fordi man mente, at der var mulighed for en positiv efterregulering. Det har så vist sig det stik modsatte," siger Torben Simony.
Han mener, at den helt afgørende fejl blev begået i efteråret 2009, hvor man glemte at få efterreguleringen med, da budgettet blev lagt.
"Som økonomidirektør er jeg selvfølgelig ansvarlig for hele butikken, men jeg har ikke haft viden om alt, hvad der er foregået i organisationen. Det er en menneskelig fejl, der er begået i afdelingen," siger Torben Simony.
Han klantrer ikke politikerne.
"Politikerne skal have de rigtige oplysninger fra administrationen. De skal ikke være sagsbehandlere," siger han.