Jesper Rønnow Simonsen kan notere på cv'et, at det var med ham som øverste chef i Skat, at der blev svindlet med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner. Det var også under hans ledelse, at inddrivelsessystemet, EFI, aldrig blev til noget.
Og nu kan han også skrive senior advisor hos det skandinaviske konsulenthus Qvartz på cv'et.
Det skriver Berlingske Business.
Qvartz skriver i sin præsentation af Jesper Rønnow Simonsen på sin hjemmeside, at det er med "stolthed, spænding og høje forventninger", at den tidligere direktør hos Skat er blevet ansat.
Ud og ind i varmen
Jesper Rønnow Simonsen røg helt til tops i Skat i 2012, men røg i august sidste år ud igen, da skatteminister Karsten Lauritzen (V) fritstillede den 47-årige direktør.
Jesper Rønnow Simonsen slap dog ikke helt hverken Karsten Lauritzen eller Skat, han har nemlig ifølge Berlingske Business siden ageret som rådgiver for både Skat og Skatteministeriet.
Ifølge Qvartz vil Jesper Rønnow Simonsen blive en del af konsulenthusets public team, der arbejder målrettet med den offentlige sektor.