Det er aldrig sjovt at blive fyret, men måske virker 'store prikkedag' mindre skræmmende, hvis man på forhånd har modtaget fyresedlen.
Flere kommuner og hospitaler i Nordsjælland er i hvert fald begyndt at give de enkelte medarbejdere besked om fyresedlen på forhånd. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
I Hørsholm har man netop sagt farvel til 45 medarbejder - og de fik valget mellem at få besked på selve dagen - eller én dag før.
Personalechef i kommunen, Henrik Døssing, siger, at folks temperament er meget forskelligt.
"Vi forsøgte at imødekomme den enkeltes ønsker. Nogle vil gerne vide om morgenen, at de skal tale med deres chef. Andre vil gerne forberede sig, for så kan man få en anden bisidder med end tillidsrepræsentanten, for eksempel et familiemedlem eller en ægtefælle," siger han til Frederiksborg Amts Avis
I FOA Nordsjælland bakker man op om idéen, så længe beskeden bliver givet til medarbejderen på arbejdspladsen et par dage før afskedigelsessamtalen - dog aldrig op til en weekend - og ikke pr. telefon.