Der er ingen industrijob at komme efter i området omkring Skovsgaard i Nordjylland, men de 125 fyrede slagteriarbejdere fra fjerkræslagteriet HKScan Danmark A/S har ikke mistet modet, skriver Fagbladet 3F.
Efter den triste nyhed om, at deres arbejdsplads skulle lukke, mødte alle de fyrede medarbejdere op på arbejde i går.
- Det siger noget om vores stærke sammenhold "Skovsgaardånden", hvor man ikke giver op, siger tillidsrepræsentant Vivian Hvolbæk Hansen til Fagbladet 3F.
Hun arbejder nu på, at der bliver lavet en individuel plan for alle de medarbejdere, der får en fyreseddel.
De er ufaglærte og har brug for omskoling til eksempelvis byggebranchen. Og hun håber, at politikerne vil punge ud med lidt ekstra midler fra satspuljen.
- Vi har mange, der har problemer med dansk, og mange har anden etnisk baggrund. Der er brug for en ekstra hånd, siger hun til Fagbladet 3F.