Når først man er blevet chef er der ikke langt mellem jobbene.
Det viser en ny opgørelse fra interesseorganisationen Lederne.
I august måned stod blot 2,3 procent af lederne uden for arbejdsmarkedet - det svarer til knap 2.200.
Til sammenligning lå ledigheden i årets første måned på 3,1 procent.
Den lave ledighed begejstrer analysechef hos Lederne, Kim Møller Laursen.
"Den faldende ledighed skyldes, at gruppen af ledige ledere, der hurtigt kommer i job igen, er steget," siger han til Lederne.
Og samtidig er han tilfreds med, at kun få chefer mister kontakten til arbejdsmarkedet.
"Det er glædeligt, at færre ender i langtidsledighed, fordi vi ved, at jo længere tid, man er væk fra arbejdsmarkedet, desto sværere bliver det at komme tilbage igen," siger Kim Møller Laursen.