Det er ikke kampens resultat, der lige nu optager politibetjentene i Odense. Det er nærmere, hvad der kommer til at ske udenfor stadion.
OB får polske Wisla Krakow på besøg i femte runde af Europa League, og de polske fans er ikke kendt for at være Guds allerbedste børn. Den hårde kerne af klubbens fans har adskillige tilfælde af vold mod både modstanderes tilhængere og politiet bag sig.
Ifølge politiet er fanklubben kendt for at tage både slag- og stikvåben med til kamp.
I januar blev frontfiguren i klubbens hårdeste fanklub Wisla Krakow Ultras sammen med fire andre fans anholdt for drabet på en fan fra en rivaliserende fodboldklub.
Derfor planlægger Fyns Politi at være massivt til stede i byen helt fra morgenstunden. De første fans forventes nemlig at komme til byen allerede torsdag morgen kl. 9. Ti timer før kampen fløjtes i gang.
Mellem 600 og 1500 forventes at finde vej til det fynske.
Det er årets sidste turneringskamp på TRE-FOR Park, før stadionet bliver lukket ned for vinteren.