Snue, nysen, tilstoppet næse og røde, kløende øjne.
De sidste par dages milde vejr har gjort, at man i dag har registreret de første pollental i København med 'Dagens Pollental' på 2 for el og 2 for hassel.
Selvom det i dag er årets første gang, der er målt pollen, har fynboerne højst sandsynligt haft pollen i næsen i op til flere dage. For på Fyn starter det lune forårsvejr nemlig ofte før Jylland og Sjælland.
Men i det fynske må man nøjes med pollental fra København, da der ikke er blevet lavet nogen pollenmålinger på Fyn siden 1998.
Biolog og leder af Astma-Allergi Danmarks pollentæller Janne Sommer ærgrer sig over, at der kun findes præcise pollental for Viborg og København.
"Vi vil meget gerne have pollental for hver region, men det har endnu ikke lykkedes os at indsamle midler til det endnu, men det er noget vi arbejder på," siger pollentælleren til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men indtil videre må fynboerne altså klare sig med københavnske pollental.