En begravelse er altid svær. Men når man ved, der ligger en 13-årig pige i kisten, så er det endnu sværere. Og meningsløst.
Den meningsløshed stod malet i ansigterne på de 150 mennesker, der i dag var samlet i Paarup kirke i Odense for at tage endelig afsked med 13-årige Caroline Rasmussen, der sidste søndag blev slået ihjel af sin egen far.
Det var en fyldt kirke med masser af mennesker, unge og gamle, venner og kollegaer, klassekammerater og familie. De kunne høre pastor Jens Rønn Sørensen indlede begravelsen med at tale om Carolines yndlingssang - Imagine med John Lennon.
"Imagine. Tænk dig. Forestil dig. Se billeder for dit indre blik. Imagine. Håb," sagde Jens Rønn Sørensen.
Pastoren, som også begravede Carolines mor for seks år siden, appellerede folk til ikke at dømme faderen for den ugerning, han har gjort.
"Det er tragisk, at han har taget et liv, han selv har givet. Ingen skal være i tvivl om hans fortvivlelse over det, der er sket. Han kender - og erkender sin skyld. og vi skal alle huske på, at han (faderen, red.) er en søn, en far, en ven og en kollega," sagde præsten i sin tale.
Faderen til Caroline tog i går afsked ved privat ceromoni. Han var derfor ikke til begravelsen i dag, som familien havde valgt, skulle være åben for alle. Han opholder sig nu på en psykiatrisk afdeling og har erklæret sig uskyldig i manddrab, men har erkendt vold med døden til følge.
Carolines kiste blev båret ud af kirken til tonerne af 'Imagine'.