Må man tvinge 1.000 mennesker ned på frostkold jord i timevis, så flere til sidst er nødt til at tisse i bukserne?
Det spørgsmål tager retten i dag stilling til i et søgsmål mod den danske stat anlagt af over 200 af de miljøaktivister, som under sidste års klimatopmøde i København blev præventivt anholdt. Og placeret i et såkaldt futtog på den kolde jord.
Advokat Knud Foldschacks firma repræsenterer 70 af de forurettede aktivister, og han er ikke bange for at sætte ord på dommens væsentlighed.
"Jeg mener faktisk, det nok er den vigtigste sag, jeg nogensinde har haft. For den handler om vores ytringsfrihed, om vores ret til at demonstrere," slår advokaten fast.
Han har forlangt 15.000 kroner i erstatning til hver klient. Og får han ikke fuldstændig medhold i sin påstand, stopper sagen ikke i dag.
"Jeg kan ikke forestille mig andet end, at vi vinder sagen. Men gør vi ikke det, anker vi med stor sandsynlighed på stedet," slår han fast.
Der var ikke tale om uroligheder, da de 1.000 miljøfolk blev sat i futtog i december sidste år. Det var først flere dage senere, der kom kampe med politiet i en helt anden sammenhæng.
Der afsiges dom klokken 12:30 i dag i Københavns Byret..