SF-ledelsens kandidat til næstformandsposten, Mattias Tesfaye, vinder ikke første runde.
Det er nemlig den nuværende næstformand Meta Fuglsang, venstrefløjens kandidat, som har høstet flest stemmer ved valget til landsledelsen.
Af de 421 med stemmeret fik Meta Fuglsang 224 stemmer. Nummer to blev Mattias Tesfaye med 184 stemmer, efterfulgt af Jesper Petersen, den politiske ordfører, med 176 stemmer. Touborg kommer ind som nummer syv med 149 stemmer.
De tre kandidater til næstformandsposten overlever dermed alle første etape i vejen til magten. For at være næstformand i SF, skal man nemlig også være en del af landsledelsen. Og den test bestod alle tre kandidater.
Tesfaye og Touborg har tidligere sagt, at de kan arbejde sammen med alle, men at de foretrækker at dele posten med hinanden.
Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) kom dog ikke ind i ledelsen, da hun kun fik 65 stemmer. Samtidig fik "brokkerøvene", som Villy Søvndal kaldte Annika Smith og Pernille Frahm, heller ikke stemmer nok til at komme i landsledelsen.
Senere søndag eftermiddag vælger den nye landsledelse, hvem der skal være næstformænd.