12 måneder. Så længe må ansatte i danske virksomheder højst være bundet af jobklausuler, der forhindrer dem i at skifte til et konkurrerende firma.
Begrænsningen af de omdiskuterede klausuler er en del af SR-regeringens vækstudspil, som blev præsenteret i dag af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister (R) Margrethe Vestager.
Hos FTF med 450.000 offentligt og privat ansatte, kvitterer formand Bente Sorgenfrey for tiltaget, selvom hovedorganisationen helst så klausulerne forbudt for almindelige lønmodtagere.
- Klausulerne står i vejen for vækst. De binder de ansatte helt unødvendigt til deres arbejdspladser og modarbejder, at arbejdsstyrken er fleksibel og mobil. Sådan en begrænsning har vi allermindst brug for i en tid, hvor vi med lys og lygte leder efter ny vækst og flere arbejdspladser, skriver formand Bente Sorgenfrey i en pressemeddelelse.
Produktivitetskommissionen, der for nylig afgav sin samlede rapport, fastslog undervejs i en delrapport, at jobklausulerne bremser væksten og burde rulles tilbage.
Regeringens nye udspil begrænser desuden konkurrerende arbejdsgiveres mulighed for at aftale jobklausul. Det betyder, at arbejdsgiverne ikke må aftale indbyrdes, at de ikke tager medarbejdere fra hinanden.
Newspaq