Der skal sættes flere penge af til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, og så skal de planlagte besparelser på Forebyggelsesfonden rulles tilbage.
Det mener hovedorganisationen FTF, der bl.a. repræsenterer sygeplejersker, politifolk og lærere.
"De besparelser, der har været på Forebyggelsesfonden skal rulles tilbage, og det har jeg en forventning om vil ske allerede nu her ved finanslovsforhandlingerner," siger formand Bente Sorgenfrey til Newspaq.
Hun er enig med LO og FOA, der i dagens udgave af Politiken er ude med krav om, at der postes flere penge i Forebyggelsesfonden, og at fyringerne i Arbejdstilsynet skal stoppe.
"Vi ligger meget på linje i de tre hovedorganisationer. Forebyggelsesfonden er et af de steder, hvor der er afsat alt for få penge, specielt til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø," siger Bente Sorgenfrey.
Hun er meget skuffet over, at regeringsgrundlaget ikke indeholder noget om arbejdsmiljø.
"Det er meget begrænset det, der står. Så jeg ser frem til, at man i trepartsforhandlingerne løfter den opgave ind," siger Bente Sorgenfrey.
Hun er ikke i tvivl om, at fagbevægelsen vil stå sammen om at forbedre arbejdsmiljøet.
"Vi har diskuteret gennem lang tid, hvad vores prioriteringer er i de tre hovedforbund, og vi er ret meget på linje. Så det bliver ikke svært, når vi sætter os ved forhandlingsbordet," siger Bente Sorgenfrey, der forventer, at trepartsforhandlingerne starter til foråret, når overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked er i hus.
Allerede nu er det dog tid til at få strikket et kommissorium sammen.
"Så vi har et billede af, hvad vi skal diskutere, og der er en klar arbejdsdeling mellem trepartsforhandlingerne og overenskomstforhandlingerne," siger FTF-formanden.
Når det psykiske arbejdsmiljø står højt på FTF's ønskeliste skyldes det, at mange lønmodtagere lægger sig syge med stress.
"Man skal matche de opgaver, man har. Det kræver de rette kompetencer, så man ikke bliver nedbrudt over, at man ikke kan løse opgaven," siger hun.