Aldrig før er det offentlige forbrug faldet så meget i løbet af et kvartal som nu, viser de nyeste tal fra nationalregnskabet.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at det offentlige forbrug fra 1. kvartal i år er dykket med 2, 1 procent.
Den fortsatte sparekurs går ud over servicen til borgerne, og den går ud over de ansatte, lyder det fra Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
- Hvis vi skal undgå flere fyringer og dårlig kvalitet i den offentlige service for borgerne, er der al mulig grund til at ændre kurs nu, siger hun i en kommentar.
En meget stor del af underforbruget ligger i kommunerne, som står for ca. to tredjedele af det offentlige forbrug. Kommunerne har nedlagt hele 30.000 fuldtidsstillinger i løbet af de tre seneste år.
- De mange fyringer har medvirket til at forringe den offentlige service og har skabt usikkerhed hos borgerne om økonomi og beskæftigelse. Vi opfordrer ikke til, at offentlige arbejdspladser skal sprænge deres budgetter. Men de skal bruge de penge, de rent faktisk har mulighed for, siger Bente Sorgenfrey.
Hun appellerer til regeringen om at lempe de skrappe økonomiske sanktioner, der de seneste år har fået kommuner og regioner til at holde mere på pengene, end de er blevet bedt om.