Et brækket kindben og blå mærker er resultatet af et groft overfald mod to Netto-ansatte på Nørrebro forleden.
Den voldsomme episode er blot den seneste af mange ubehagelige situationer for butiksmedarbejdere herhjemme.
Og de mange trusler og skæld ud, som de butiksansatte må lægge ryg til, får dem i stigende grad til at søge kurser i konflikthåndtering.
3.900 kursister deltog sidste år i AMU-kurset "Konflikthåndtering for salgsmedarbejderen". Det er en femdobling på to år, skriver JyskeVestkysten.
Hos HK Handel mener formand Jørgen Hoppe, at kundernes lunte er blevet kortere, og at det i højere grad går ud over de ansatte bag kasseapparatet.
"Det er helt tydeligt, at der er langt flere vanskeligere og ubehagelige kunder end tidligere. Ekspedienterne bliver slået efter, truet og skældt ud for ting, som de slet ikke har noget med at gøre," siger Jørgen Hoppe til JyskeVestkysten.
En to år gammel undersøgelse fra HK viser da også, at næsten hver anden butiksansat har oplevet truende kunder.
Sagen fra Nørrebro, hvor to kunder sparkede og slog to Netto-ansatte, får nu Netto til at overveje, om de skal lukke butikken på Blågårds Plads.