Forsvaret skal på slankekur.
Som en del af 2020-planen vil regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne spare to milliarder kroner, står det klart mandag aften.
Beslutningen bliver mødt med skuffelse i Hærens Konstabel- og Korporalforening, HKKF, hvor formand Flemming Vinther tror, vi får svært ved at markere os internationalt.
"Som jeg ser det, vil aftalen betyde, at man ikke kan engagerer sig i en Afghanistan-mission. Det vil betyde, at vi næppe vil kunne sende F-16 fly af sted. Og det vil gøre det anstrengt at have skibe ude på piratoperationer i længere tid," siger han til Newspaq.
To milliarder kroner er simpelthen mange penge, og det vil koste kvalitet eller kvantitet, vurderer formanden.
"Enten må man altså reducere internationale opgaver i nogle af værnene eller man må reducere hele vejen rundt til et niveau, der ligger langt under det vi kender i dag," påpeger Flemming Vinther.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) har tidligere sagt, at der sagtens kan spares to milliarder i Forsvaret blandt ved at dele militærmaterielt med andre lande.