Efter jul vender Cecilie Frøkjær igen tilbage på skærmen. Først i TV 2's 'Årskavalkade' og efter nytår som vært på sit nye talkshow.
Frøkjær, der er blevet kåret som Danmarks bedste kvindelige tv-vært af TV 2's chef Keld Reinicke, vil dermed være i skarp konkurrence med DR's talentjagt 'X Factor', der får samme sendetid som talkshowet.
"Lad mig lige slå fast, at jeg ikke tror, at jeg kan slå X Factor's seertal. Det prøver jeg heller ikke på. Men jeg kan lave noget tv, der kan udgøre et alternativ for dem, der ikke gider talentprogrammer, og hvor remotekontrollen ikke er styret af teenagere," siger Cecilie Frøkjær til Ekstra Bladet og fastslår, at programmet ikke er beregnet til seere i børnehøjde.
Programmet, der endnu ikke har fået noget navn, går i luften den 8. januar, hvor den 41-årige værtinde bakkes op af et panel med tre mandlige deltagere, mens hendes gæster kun vil bestå af kvinder.