Mikkel Kesslers kommende modstander i Super Six-turneringen, briten Carl Froch, ankom onsdag middag til Flensburg Lufthavn.
Her havde han kun smil til overs, da han blev spurgt om en kommentar til Kesslers planer om at slå ham ned i anden omgang.
"Har han nogensinde slået nogen ud i anden omgang? Han har ikke, hvad der kræves for at slå mig ud. Jeg er for stor og stærk," siger Carl Froch ifølge sporten.dk.
Froch skulle egentlig være ankommet til Danmark allerede i lørdags, men askeskyen har udskudt hans ankomst nogle dage. Oven i det har han udskudt sin ankomst yderligere af "personlige årsager". Det er dog helt udramatisk, siger han.
"Det personlige var bare, at jeg ville blive en ekstra dag og færdiggøre min træning derhjemme. Vi skulle være rejst hertil lørdag, men i stedet har jeg slappet af i weekenden med min smukke kæreste. Der er ingen problemer," siger han.
Boksebraget mellem Kessler og Froch er programsat til klokken 22.30 nu på lørdag.