Frivilligt socialt arbejde i arbejdstiden er ved at blive et frynsegode. Både virksomheder og ansatte ser arbejdet som en fordel.
I de seneste par år har bl.a. Skandia, TDC, IBM og Codan tilladt ansatte - i arbejdstiden - at udføre frivilligt socialt arbejde.
"De frivillige organisationer har brug for flere hænder, nye ideer, kompetencer og professionalisme. Medarbejderne får nye oplevelser, som giver arbejdslivet en dybere mening. Og virksomhederne viser samfundssind og kan markedsføre sig på det," siger forfatter og konsulent Tania Ellis.
Nogle af de frivillige opgaver kan bl.a. bestå i at pakke breve og uddele julegaver eller give en hånd med på sommerlejre for udsatte børn, skriver Jyllands-Posten.
Pensionsselskabet Skandia tillader hver måned de ansatte at arbejde frivilligt i to timer i bl.a. Børns Vilkår.
Hos forsikringsselskabet Codan oplever man den øgede interesse for socialt arbejde hos jobansøgere, der i stigende grad spørger ind til virksomhedens sociale ansvar og muligheden for at arbejde frivilligt i arbejdstiden.