På landets arbejdspladser er det oftest de unge under 30 år, der melde sig syge, viser ny undersøgelse.
En af grundene til det høje fravær er, at der er meget run på unges liv, hvor de foruden at arbejde også skal dyrke sig selv, vennerne og gå til både sport og fester. Og det kan være udmattende, forklarer Noemi Katznelson, der er leder ved Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
"Derfor søger de unge frizoner, hvilket kan være at gå i byen og drikke igennem eller spille World of Warcraft til klokken fire om morgenen. Det kan så betyde, at man ikke lige møder på arbejde næste morgen klokken otte," siger hun til Newspaq.
Men mange sygedage blandt de yngste medarbejdere kan også være et tegn på stress.
"Mange unge føler sig i dag utroligt pressede og stressede på grund af store krav fra dem selv og fra omverdenen. Derfor er der nogle, der simpelthen knækker sammen, fordi de ikke kan leve op til kraverne, og det bliver de simpelthen syge af," forklarer Noemi Katznelson.
Undersøgelsen, som Dansk Erhverv har lavet, viser samtidig, at billedet vender, når folk runder 40. På det tidspunkt falder fraværet markant og bliver nærmest ubetydeligt.
Hvis landets arbejdspladser alligevel vil sætte ind over for de unges sygefravær inden de fylder 40, skal de blandt andet sørge for, at det bliver sjovere at gå på arbejde, lyder rådet fra ungdomsforskeren.
"Arbejdspladsen kan tilbyde et attraktivt socialt miljø, hvor det at gå på arbejde, også bliver en del af de unges sociale liv," siger Noemi Katznelson.