Når skattevæsenet tager på razzia hos frisører, bagere og pizzariaer, plejer skattevæsenet at gøre status over en god fangst af illegale medarbejdere eller folk, der arbejder sort.
Men ikke alle sager ender med en bøde til virksomhedens ejer. Det viser en dom fra retten i Helsingør, hvor ejeren af en lille frisørsalon vandt over skattevæsenet, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ejeren nægtede at betale en bøde for at have tre medarbejdere uden dansk arbejdstilladelse. Efter 17 år som frisør mente ejeren nemlig, at han havde godt styr på reglerne, og han kunne i retten fortælle, hvordan han havde tilmeldt sine medarbejdere til skattevæsenet med alle relevante papirer.
På intet tidspunkt havde medarbejderne hos SKAT fortalt ham, at han også skulle tænke på dansk arbejdstilladelse.
To af frisørsalonens medarbejdere havde desuden betalt dansk indkomstskat i over et år, uden at SKAT havde reageret, og derfor valgte dommeren pure at frikende frisøren, fordi han var i god tro.