Fodboldåret 2009 skydes i gang i aften, når Danmark spiller venskabskamp mod Grækenland.
Kampen skal bruges til at styrke defensiven forud for de afgørende kampe i VM-kvalifikationen. Det vurderer fodboldekspert Per Frimann over for Newspaq direkte fra Grækenlands hovedstad, Athen.
"Med Martin Laursens afsked er det vigtig, at vi får etableret defensiven, for den skal op og køre, inden vi skal op imod nogle stærke modstandere i Portugal og Sverige senere på året. Men Morten Olsen har også ret i, at kampen skal bruges til at finde rytmen," siger Per Frimann.
I midterforsvaret skal der findes en ny makker til Daniel Agger, der er sikker mand trods for manglende spilletid i Liverpool.
"Det bliver nok en halvleg hver til Per Krøldrup og Simon Kjær," vurderer Frimann, og tilføjer, at især Kjær så stærk ud til den sidste åbne træning mandag.
Der har op til kampen været meget snak om manglende spilletid til de bedste danske spillere i deres udenlandske klubber, men det tager Frimann stille og roligt:
"Naturligvis skal de have noget mere spilletid, men eksempelvis Daniel Jensen er jo netop på vej tilbage fra en skade - og det gælder flere. Man skal derfor passe på med at gøre det til et større problem."
På backerne ligner det startpladser til OB'eren Chris Sørensen og Evertons Lars Jacobsen i en kamp, Per Frimann tror slutter 1-1.
"De har begge kvaliteterne. De kan nemlig gå med i spillet fremad banen sådan som det forlanges af en moderne back. Men klart nok, det er virkelig vigtigt, at Lars får noget mere spilletid i England, hvis han skal spille fast," vurderer Frimann, der spillede VM, første gang Danmark var med i 1986 i Mexico.
Per Frimanns bud på en startopstilling:
T. Sørensen
L. Jacobsen - D. Agger - P. Krøldrup - C. Sørensen
C. Poulsen - D. Jensen - J. Borring
D. Rommedahl - M. Nordstrand - N. Bendtner