En af de frifundne i en stor sag om økonomisk kriminalitet skal ikke have yderligere erstatning end de 50.000 kroner, som anklagemyndigheden allerede har givet hende.
Det har Retten i Roskilde slået fast i en dom tirsdag.
I en langvarig straffesag blev kvinden og to mænd i juni 2017 frifundet for tiltalen om, at de skulle have begået bedrageri for 291 millioner kroner.
Der gik mere end fem år fra sigtelse til frifindelse i retten. Her havde en anklager krævet straf i form af fængsel på mellem seks og otte år.
Dommen i sagen var usædvanlig, fordi retten kritiserede anklagemyndigheden og politiet. "Usikkerhed, uklarheder og uoplyste forhold" prægede bevisførelsen i den stort anlagte sag, hed det.
Bogføringsmaterialet i sagen kunne der ikke skaffes adgang til, og andre vigtige dokumenter kom først sent frem i lyset. Desuden viste det sig, at firmaet Deloitte, som Midt- og Vestsjællands Politi havde hyret som revisor, var inhabilt.
Efter forløbet besluttede Rigsadvokaten at tilkende de tre frifundne erstatning. Normalt giver anklagemyndigheden kun erstatning til borgere, der har været udsat for uberettiget varetægtsfængsling og andre indgreb.
Men i sagen fra Roskilde blev der gjort en undtagelse. Det skyldes blandt andet "de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens sagsbehandling", er det tidligere blevet oplyst.
/ritzau/