Det skal være muligt at købe hash i små cafeer. Salgssteder med statsmonopol skal i et treårigt forsøg sælge hash til alle, der har lyst til at købe - og hashen skal komme fra lovlige hampemarker.
Udspillet kommer i et notat fra embedsmænd og skal komme det kriminelle hashmarked til livs i hovedstaden.
Et politisk flertal i København bestående af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de radikale plus venstremanden Lars Dueholm går ind for forsøget, dog er de uenige om, hvordan det skal udformes.
Socialdemokratiet har som det største parti mulighed for at afgøre, om der kan skabes flertal for forslaget. Partiets socialordfører, Thor Buch Grønlykke, beskriver notatet fra embedsmændene som "et skridt på vejen."
Han går ind for salgssteder, men ikke cafeer, som skitseret af embedsmændene, fordi det vil kunne skabe "misbrugermiljøer," mener han. Af samme grund vil Socialdemokratiet heller ikke være med til, at man skal kunne ryge hashen i hashbutikkerne.
Butikkerne i København vil have som mål at overtage to tredjedele af den illegale handel i hovedstaden, hvor der sælges hash for mere end en 1 milliard kroner om året. Det skriver politiken.dk.