Tålmodigheden med den konservative partileder Lene Espersen er sluppet op i partiets bagland. Nu melder den fremtrædende konservative kommunalpolitiker Mogens Lønborg fra København sig i koret, der kræver ny leder.
"Partiets situation er nu så katastrofal, vælgerflugten er massiv og der er ikke noget, der peger på, at Lene Espersen er i stand til at vende den udvikling. Så er det i politik som i erhvervslivet, så bliver man nødt til at kigge på lederprofilen. Jeg tror ikke på, at Lene Espersen er i stand til at vende retningen, og derfor bør hun gå af," siger Mogens Lønborg, der er tidligere borgmester og sidder i borgerpræsentationen i København, til Newspaq.
Tidligere i dag brød utilfredsheden med Lene Espersen ud i lys lue, da partiets vælgerforening i Helsingør i et åbent brev krævede udenrigsministerens afgang. Og det har altså fået den københavnske politiker til at komme på banen med krav om ny leder.
Og kunne Mogens Lønborg selv vælge sin nyeparti leder er valget klart.
"Nu er det jo folketingsgruppen, der skal afgøre det, men efter min mening er Lars Barfoed (justitsminister, red) den, som kan vende udviklingen. Han er mit umiddelbare bud," siger Mogens Lønborg.
Mogens Lønborg bedyrer dog, at han vil støtte op om den leder, som folketingsgruppen vælger, hvis Lene Espersen sættes på porten.
Det massive pres på Lene Espersen kommer på en aften, hvor en ny meningsmåling foretaget af Epinion for DR viser, at De Konservative går frem efter længere tids vælgerflugt. Var der valg i dag ville 5,9 procent sætte krydset ved De Konservative - i sidste uge lød tallet 5,2 procent.