Kunstig intelligens, grøn omstilling og deleøkonomi på internettet.
Den teknologiske udvikling buldrer derudad, og det kommer også til at præge fremtidens rejser.
Det vil blandt andet vise sig i form af flere digitale rejseplatforme, mener Stine Påskesen, der er chief digital officer hos Profil Rejser og derfor følger den teknologiske udvikling tæt.
- Oplevelser har i løbet af det seneste år været det helt store buzzword i rejseverdenen. Det er et område, som eksempelvis Airbnb har kastet sig meget aktivt over, siger hun.
Hun forventer derfor en knopskydning af digitale platforme, hvor privatpersoner kan købe eller tilbyde rejseoplevelser, som kan bookes hjemmefra.
- Folk vil gerne have, at det er unikt. At man kan komme hjem og fortælle, at man var på markedet i Santa Domingo med en lokal kok, som viste, hvad han bruger af lokale råvarer, siger Stine Påskesen.
Grøn omstilling kommer man heller ikke uden om. Miljøvenlige rejser er noget, forbrugerne efterspørger.
- Der kommer flere portaler, som formidler klimakompensation, siger Stine Påskesen.
Her kan man indtaste, hvor man skal hen, og få at vide, hvor meget det sviner og koster i kompensation.
Allerede nu er de første spæde skridt desuden taget i retning af elektriske fly med en mindre CO2-udledning.
- Det er endnu ikke udlagt til kommercielle flyvninger, men det giver god mening på sigt, siger tech-iværksætter Henrik Zillmer, der er grundlægger af AirHelp.
- Og batterierne kan oplades via miljøvenlige kilder som sol eller vind, tilføjer han.
Fremover skal du også forvente at møde færre mennesker og flere robotter undervejs på rejsen.
- Eksempelvis er hele check-in-fasen allerede godt i gang med at blive sluppet af menneskehænder, siger Stine Påskesen.
Det kan også være i paskontrollen, hvor robotter og biometriske skannere sammenligner pas og ansigt. Standeren vil også kunne se, om du har ret til at få adgang til landet.
- Ansigtsgenkendelse er helt sikkert noget, vi kommer til at se meget mere af, siger Henrik Zillmer.
/ritzau fokus/
Af Cecilie Lyngberg/ritzau fokus/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.