Fodboldklubben Frem var egentlig erklæret konkurs, men den stolte arbejderklub er tilsyneladende blevet tildelt kunstigt åndedræt i 11. time.
En række interesserede investorer er ifølge politiken.dk på vej med penge til den trængte 1. divisionsklub, hvis nyere historie er blevet skæmmet af tilbagevendende økonomiske genvordigheder.
"Der er dukket nogle nye muligheder op. Der er rigtig mange, som gerne vil være med til at finde en løsning, og der er kommet nogle kræfter, som vi ikke var klar over eksisterede. Vi har besluttet at arbejde hele pinsen for at undersøge, om det kan bære," siger Frems direktør, Hans Hermansen, ifølge avisen.
Frem er ellers i gang med at udarbejde konkursbegæring, men selvom den skulle blive indgivet, er redning en mulighed.
Hvis det ikke lykkes at finde en løsning, bliver Frem tvangsnedrykket til Danmarksserien. Samme skæbne overgik klubben i 1992.