Der er flag på busserne og i mange flagstænger. Det skyldes 70-året for Danmarks befrielse.
Den højtidelige dag er tirsdag morgen blevet markeret ved flere lejligheder, hvor kronprinsparret har deltaget.
Det begyndte kl. 8.30, hvor kronprins Frederik i Søværnets uniform lagde en krans ved Mindeankeret i Nyhavn i København. Her blev de danske søfolk, som omkom under Anden Verdenskrig, mindet.
Derefter gik turen til Vor Frue Kirke, hvor både kronprinsesse Mary og kronprins Frederik kl. 10 deltog i en mindegudstjeneste, som biskop Peter Skov-Jakobsen stod i spidsen for.
Blandt de øvrige deltager var statsminister Helle Thorning-Schmidt, repræsentanter fra forsvaret og veteraner. Derudover sang Københavns Drengekor.
Markeringen af den særlige dag fortsætter med royal deltagelse, når prins Joachim kl. 13 skal holde tale på Skamlingsbanken ved Kolding.
Den glade besked, om at Nazityskland havde overgivet sig, blev bragt i radioen om aftenen den 4. maj 1945, hvorefter folk spontant satte lys i vinduerne. Den 5. maj var dermed den første dag uden tysk besættelse. Dog fortsatte russernes besættelse af Bornholm helt frem til april 1946.
/ritzau/FOKUS